• Ekstremitetscollage

    Langer ud efter noget med mine lange fingre og mine lange længsler, de er som sand. Mellem fingrene og ned i skoene hvor de gnaver og giver vabler man først lægger mærke til når der går hul.

    Fingre er femtallige som støvfang hos blomster, prøver at fange noget der sporadisk kommer forbi. En skam at jeg er vindbestøvet.

  • Toppen af ahornen ude foran mit vindue er gylden af en gammel sol og gamle blade. Det forekommer mig det er sket før tid, de første begyndte allerede af fælde i slutningen af juni. Bladene fylder plænen i tykke lag selvom vi er midt i august, ham fra rengøringsfirmaet fejer dem sammen og putter dem i containeren til restaffald, men lige lidt hjælper det, græsset nedenunder er væk, plænen afsvedet og støvet. Hende fra fjerde siger at grunden er forurenet og hun ikke vil plante kål i bedet hvis hun var mig, men jeg planter det og får det nok ikke spist. Man høster hvad man sår, ikke mig, jeg sår bare.

    Ahornen er gammel, mindst 100 år og nærmere 125, jeg tænker på at plante en ny, så den har en afløser når vi engang bliver nødt til at fælde den fordi den får råd ved basen og udgør en risiko for bygningen.

    Jeg er det samme sted igen, desillusioneret, atter engang træt ved tanken om at skulle starte forfra. Gad vide hvor mange gange ahornen må bevidne min cyklus fra den anden side af ruden – altid så, aldrig høste.

  • Har tænkt meget på sporer 

    Hvordan de omgiver os hele tiden men ofte er vi ikke en værdig vært og bliver ikke koloniseret. Var i karbad og tænkte på at statistisk set er jeg nok nemmere koloniserbar i sådan et rum med nærved 100% luftfugtighed. Eller sporerne ville nå mig lettere. Jeg gjorde mig tilnærmelig. Ingen sporer på det kliniske hotelværelse. Og så så jeg alligevel lidt mug mellem fliserne, var på en gang frastødt og lettet over at noget liv trods alt har indfundet sig. Havde ikke lyst til at få beskidte negle efter 1 times opløsning i karbadet, meget er hændt siden mine nordvesthænder har været så præsentable. Alligevel tænkte jeg, ‘kom så, besudl mig, biopunk mig’

  • Turn back time

    Bb lod mig spille aqua i går<3

  • Quit ur job

    So i quit my job. I think it comes down to a feeling of being done making (as many) compromises. For the first time since i was 14 in my bedroom lying on the floor listening to le tigre i feel like i am somehow connected to some sort of an authentic nucleus. Honestly she was so fucking bad, that girl. I want to embrace her and give her what she needed. I want to be someone that 14 year old me would think was sick as fuck. Uncompromising.

    For a long time what I needed was safety. A home and economic stability. I’ve built that now, and it took literal blood, sweat, tears and a shit ton of compromises. So let’s fuck shit up. I just want to make my weird little computer art. Build community, be crafty. Paint my kitchen walls lavender purple in the middle of the night. Dance and play music with my friends. Kiss. Read books and talk about why they matter. Engage with the world around me, but deny any conventional premises. Question everything. Not compromise.

    Heres some weird computer art, it’s soo soothing doing these lil collages, doing mashups of whatever happened to me lately, and somehow fit them into some sort of coherent narrative. Here’s me being a dancing fairy//a lot of oklou references//some ubscure dated website that helped be find an old shades of rhythm track

  • Temafest

    Hver dag er en temafest. Jeg er en smeltedigel, personlighedernes jack of all trades. Måske det skal udstilles, måske jeg er min egen peoplewatching. En stær der har lært tusind fremmede sange, men som trods alt stadig er en stær. Sin egen og alle andre. Eller mange, kurateret, modereret. Nøje udvalgt. Her er min udstilling. Jeg håber du kan følge med.

    Jeg keder mig. Jeg går i gang med 17 projekter, laver 100 aftaler, skifter tøjstil, interesser, venner, hårfarve. Jeg bliver overvældet, jeg isolerer mig og aflyser alt. Om jeg ejede vedholdenhed havde jeg ført regnskab over denne evige svingom, måske det er astrologisk funderet, står skrevet i stjernerne.

    Jeg vil gerne skrive. For mig selv, men det er pirrende, idéen om at andre måske læser med. Desuden savner jeg de tidlige nullers medier. Blogs og emails. Digital snailmail. Måske jeg kan holde fast, nu når mine whims for en gangs skyld alene er funderet i intrinsisk motivation.

  • The arc

    u either die a 4chan boi or you live long enough to see urself becoming a tumblr girl

  • hi gays (and maybe especially straights)

    This is your sign to grow out those lil natural warmers and reject patriarchal beauty standards that want you to look like a fucking CHILD

    also the times are calling for it (for archival purposes, yea I’m referring to the epstein files) – we are doing ourselves a disservice by continued compliance to what fucked up world order benefits from this shit. what is this twisted universe where my best friends (in their THIRTIES mind you) still think their hair makes them gross and undesirable. i swear this is so absurd. If this provokes you I think you should think long and hard about who you want to look quote unquote GOOD for and what purpose that serves

    so here is a picture of my pubes ur wlcome i put it in a lil frame for you like a dog getting its medicine served in a piece of cheese

  • Vær cringe vær fri

    Første gang jeg hørte The Birthday Massacre var jeg 12 år gammel. Det her album slog fuldstændig benene væk under mig, og det har helt klart lagt fundamentet for min kærlighed til elektronisk musik, med sin naivistiske emopop-industrial. Inden NIN var der TBM, selvom NIN nok i højere grad har formet mit industrial-hjerte. Og der er helt klart en grad af cringe som informerer hvorvidt jeg har turde indrømme for mig selv og andre hvor meget det egentlig har formet mig. Æstetikken er gennemsyret cringe, barnlig

    Jeg har de seneste par år reclaimet min kærlighed til nu-metal og alt det andet der er blevet set som ”dårlig smag”. Tænk sig, en verden hvor man uforstyrret kan nyde den kultur, der taler til ens hjerte. Endnu mere cringe er det vel i virkeligheden, at jeg først virkelig tør stå ved det, nu hvor emoæstetik er blevet en slags retrocool

    Så hermed sort på hvidt (eller hvidt på gråt i dette tilfælde); Violet er et fænomenalt album. Jeg vender tilbage til det måske en gang om året, og det er sjovt hver gang at lytte til det i konteksten af hvad der ellers optager mig. Det seneste stykke tid har jeg været meget optaget af percussiv techno af forskellig art, og parallellerne er til at tage og føle på.

  • post-it girl

    Begejstret for post-its lately. Analog dopamin. Befriet fra bekymring for morgendagen kan jeg skrive hvad der falder mig ind, min kalender er en bylt men post-its er den letsindiges syvmilestøvler. jeg skal huske at hente en porcelænsvask hos n i morgen, hurtige analyser af kunst jeg vil amatøragtigt plagiere. Det er forgængeligt, det blegorange materiale, indenfor et par dage bliver det krøllet og fugtigt i mit virvar af en lejlighed, en dametaske, og forgår i hverdagslig glemsel. Undskyld til n hvis jeg ikke er der kl 10 i morgen. Jeg har købt tulipaner der matcher.